Frederikshavn vil bygge ny midtbyskole

Forårets uro på skoleområdet i Frederikshavn har nu taget en drejning: nu lægges der op til at lukke Volstrup Skole, Ørnevejens Skole og Munkebakkeskolen. I stedet skal der bygges en helt ny midtbyskole i Frederikshavn som erstatning for Ørnevejens Skole

Oplægget, der skal diskuteres politisk, vækker glæde på Ørnevejens Skole. Tidligere har politikerne drøftet, at nogle af eleverne fra Ørnevejens Skole skulle på Munkebakkeskolen, som så skulle udbygges, mens andre elever skulle på en helt tredje skole.
I stedet lyder oplægget nu på en egentlig fusion to skoler imellem med helt nye rammer.
Samtidig lægger forvaltningen op til, at der ikke sker flytninger, før en ny skole står klar.
Lukningen af Volstrup Skole figurerer fortsat, og eleverne herfra skal ifølge oplægget flyttes til Sæby Skole og Sæbygårdskolen. Dog skal det tidligst ske fra skoleåret 2009, da man ønsker, at de to skoler først skal være udbygget og klar til at tage imod de nye elever.
Elling Skole står til at miste sin 4. klasse, der skal overflyttes til Strandby Skole med virkning fra 1. august næste år. I dag går eleverne på Elling Skole til og med 4. klasse.
7. klasserne på Hørby Skole skal flyttes til Dybvad skole med virkning fra 1. august 2008, hvis politikerne vælger at følge den indstilling, embedsmændene har udarbejdet.
Skoledebatten i Frederikshavn startede i foråret, da undersøgelser viste, at børnetallet inden for en kort årrække falder drastisk, hvorfor politikerne mener, det er nødvendigt at skære ned på antallet af skoler i kommunen.

Flere nyheder fra TV2 Nord