Frederikshavn White Hawks forlænger med ombejlet stjernespiller

Topscoreren Nick Olesen kan se frem til to år mere i Frederikshavn White Hawks, efter han tirsdag har forlænget sin kontrakt med ishockey-klubben.

Ishockey-klubben Frederikshavn White Hawks er lykkedes med at beholde en af sine absolutte stjernespillere.

Topscorer Nick Olesen har forlænget sin kontrakt, og han kan derfor se frem til minimum to år mere i klubben. 

Det oplyser Frederikshavn White Hawks i en pressemeddelelse tirsdag.

- Jeg er rigtig glad for forlængelsen af kontrakten med White Hawks, da jeg arbejder målrettet efter at komme til at spille på så højt et niveau som muligt. Indtil jeg er klar til dette, kan jeg ikke forestille mig at spille i nogen anden klub end min moderklub, forudsat selvfølgelig, at forudsætningerne i klubben er til stede, siger Nick Olesen i pressemeddelelsen. 

Nick Olesen har, siden han vendte tilbage til Frederikshavn, haft den éne succesoplevelse efter den anden. Han er lige nu den mest scorende spiller i Metal Ligaen, og han er netop udtaget til det danske landshold i denne uge.

White Hawks vil holde på lokale spillere

Nick Olesen kom på en kontrakt hos Frederikshavn White Hawks i 2016 efter et ophold hos svenske Brunflo IK. Men da Brunflo IK ikke kom i slutspillet i ligaen i Sverige i 2016, valgte Nick Olesen at vende hjem til barndomsklubben i Frederikshavn.

- Nick er en ombejlet spiller i danske og udenlandske klubber, så derfor er vi ekstra stolte over at kunne forlænge hans kontrakt med yderligere to år. Klubben har et ønske om have så mange spillere af egen avl som muligt, og vi er derfor rigtig glade for, at Nick fortsætter i Frederikshavn de næste to år, skriver White Hawks i pressemeddelelsen og fortsætter.

- Selvom Nick Olesen i denne sæson har været en af Metal Ligaens bedste spillere, så tror vi på, at Nick kan udvikle sig yderligere. Han vil i de kommende sæsoner uden tvivl få endnu mere ansvar på holdet, og vi ser frem til mange scoringer fra ham i de kommende sæsoner.

Næste gang, Nick Olesen tørner ud på isen, er den 20. februar på udebane mod Rungsted. 


Seneste nyt

fra Nordjylland