Frederikshavnere skal nu høres om kæmpe havvindmøller

Kommunen holder borgermøde lørdag 17. november i Det Musiske Hus om projektet med op til seks 300 meter høje havvindmøller 4,5 kilometer fra kysten.

Frederikshavns borgmester Birgit Hansen (S) erkender nu, at kommunen tilbage i februar overså det faktum, at kommunen har mulighed for at komme med indsigelser i forhold til European Energys projekt med op til seks 300 meter høje havvindmøller placeret i havet, 4,5 kilometer ud for Frederikshavn Havn. Samtidig inviterer hun nu frederikshavnerne til at tage del i debatten om det stort anlagte havvindmølle-projekt.

- Jeg er blevet opmærksom på, at muligheden for at komme med indsigelser ikke blev behandlet politisk i februar 2018. Det er en beklagelig fejl. Men der er ikke investeret nogen penge endnu, der er ingen nye havvindmøller kommet op. Og jeg er glad for, at vi nu har mulighed for at høre borgerne og de lokale erhvervsdrivende, siger borgmester Birgit S. Hansen, Frederikshavn Kommune, til Kanal Frederikshavn.

Lørdag 17. november vil alle interesserede frederikshavnere også få mulighed for at høre om projektet og give deres mening til kende. Det sker på et borgermøde kl. 14 i Det Musiske Hus, hvor alle er velkommen. Tilbagemeldingerne fra borgerne bliver taget med i det videre arbejde med sagen, før Frederikshavn Kommune senest mandag 17. december skal afgive eventuelle kommentarer og indsigelser i forhold til havvindmøllerne.

Frederikshavn Kommune ser grundlæggende et projekt med havvindmøller som en mulighed for at udvikle grøn energi, skabe lokale arbejdspladser og tage del i den nationale grønne omstilling. Kommunen har derfor siden 2008 kigget på mulighederne for at etablere et testområde med havvindmøller ud for kysten.

Det er Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, der afgør, om projektet skal realiseres.


Seneste nyt

fra Nordjylland