Frederikshavnere vinder DM-guld i Melges 24

Kris Houmann, Søren Steed, Rasmus Melsen og Rasmus Damsgaard fra Frederikshavn vinder DM i Melges 24 Foto: Mick Anderson/SAILINGPIX.DK

Danmarks bedste sejlere i Melges 24-bådklassen er lige nu på vej hjem til Frederikshavn med pokal og DM-guldmedaljer om halsen.

Kris Houmann, Rasmus Damsgaard, Søren Steen og Rasmus Melsen har kendt hinanden, siden de var små og sejlede optimistjolle i Frederikshavn Sejlklub.

I dag fik de guldmedaljer om halsen, efter de med sikker margen havde vundet DM i den semi-professionelle bådklasse, Melges 24.

- Vi er bare rigtigt glade over at det lykkedes at vinde DM efter to sølvmedaljer, siger en glad skipper, Kris Houmann.

Han og hans besætning gennemførte otte sejladser i let og springende vind på kapsejladsbanerne i Øresund.

- Det var svære forhold på banen, hvor vinden opførte sig forudsigeligt og med forskellig styrke i baneområdet. Så det var godt, at vores bådfart var en kende bedre end vores konkurrenter, og dermed kunne vi sejle lidt mere defensivt og minimere vores risici. Og det var nok til guld, jubler han.

Og så hjalp det da også, at den værste modstander til DM-titlen ikke stillede til start i det sidste stævne i DM-serien.

- Trimmeren hos vores konkurrent var med til Rasmus Damsgaards polterabend for et par uger siden, hvor han brækkede kravebenet. Motocross og sejlere går åbenbart ikke så godt sammen, giriner Kris Houmann.

Holdet har sejlet Melges 24 i fem sæsoner, og i sommers blev de nummer 19 til VM i Middelfart som fjerdebedste amatørbesætning.

Se indslag om Melges-holdet fra VM i juli

Har du et godt tip?