Fredningssag fortsætter

Sagen om dyrkning af et fredet stykke jord ved Lille Vildmose skal nu igen for retten.

Godsejer Arne Thomsen vil ikke finde sig i Naturklagenævnets afgørelse, der giver Aalborg Kommune medhold i, at kommunen er i sin gode ret til at fjerne godsejerens afgrøder på et stykke fredet jord ved Lille Vildmose.

Derfor stævner han nu kommunen og Naturklagenævnet. Det sker umiddelbart før seks-månedersfristen efter afgørelsen udløber.

I oktober sidste år afgjorde Naturklagenævnet sagen, efter den havde kørt flere gange i forskellige instanser. Naturklagenævnet var den sidste klageinstans, så derfor har Arne Thomsen nu kun én mulighed tilbage, hvis sagen ikke skal lukkes.

- Derfor har vi valgt at anlægge sag mod Aalborg Kommune og Naturklagenævnet, siger Klaus Iversen, der er Arne Thomsens advokat.

Hele sagen bunder i, at godsejeren i strid med fredningen af Lille Vildmose havde plantet afgrøder og gødet sin jord, efter at han havde fået en erstatning på to millioner kroner for den fredede jord.

Med den nye udvikling i sagen, kan der nu gå op til halvandet år, før der kommer en afgørelse.

- Jeg håber da, at vi igennem løbende dialog med kommunen kan finde en mindelig løsning på sagen, slutter advokat Klaus Iversen.


Seneste nyt

fra Nordjylland