Fremgang for nordjyske museer

Flere nordjyske museer oplevede højere besøgstal i 2011

2011 var er godt år for de nordjyske museer. Flere museer oplevede således et stigende besøgstal i forhold til året før. Det skriver P4 Nordjylland.

En af de helt store turistattraktioner var vikingeborgen Fyrkat ved Hobro. Her er besøgstallet blevet fordoblet i løbet af de seneste to år, så tallet i 2011 nåede op på 22.000 gæster.

- Vi arbejder med at få nomineret Fyrkat til at komme på Unescos verdensarvliste. Det gør stedet kendt. En anden forklaring kan være DGI-festival i Hobro, og vi har fået lavet en mytologisk legeplads, siger museumsdirektør Lars Nørbach til P4 Nordjylland.

I alt steg besøgstallet på de nordjyske museer fra 452.755 til 475.615 gæster.


Seneste nyt

fra Nordjylland