Fremtidens apps indtager Aalborg

 Fremtidens apps indtager Aalborg

Det er efterhånden de færreste, der ikke har en smartphone, og måske bliver programmerne til telefonen, de såkaldte applikationer, om 10 år lavet af nogle af de 44 unge, der i denne uge slår lejr på Aalborg Universitet.

Ungdommens Naturvidenskabelige Forening afholder i denne uge en ny ScienceCamp, der handler om udvikling af software til håndholdte enheder. De 44 deltagende gymnasieelever vil i løbet af ugen lære om softwareudvikling og samtidig få mulighed for også selv at producere deres egne små programmer eller applikationer til Android, der fungerer som styresystem på de fleste nyere smartphones.

- Vi lever i en verden, hvor produkter som smartphones bliver en større og større del af vores hverdag. Udviklingen af applikationer til eksempelvis Android er de seneste år blevet både en fast del af softwareindustrien og en spændende hobby for fritidsprogrammører verden over. Denne verden vil vi gerne præsentere for de danske gymnasieelever, fortæller Christina Larsen, koordinator på Software Development Camp.

Ungdommens Naturvidenskabelige Forening er en forening af frivillige, der formidler naturvidenskab, teknologi og medicin, og som årligt forsøger at bidrage til tusindvis af unges naturvidenskabelige dannelse. UNF har afholdt ScienceCamps siden 2002, hvor den første Biotech Camp for gymnasieelever blev afholdt.


Seneste nyt

fra Nordjylland