French fortsat kandidat

Opbakning fra Venstres bagland til at Tina French fortsat er borgmesterkandidat for Venstre i Aalborg Kommune.

Selv om anklagerne mod det landbrugsselskab, som Tina French er medejer af, er ganske alvorlige, står Venstre stadig bag Tina French. Hun er fortsat Venstres spidskandidat, der skal tage kampen om borgmesterposten op mod den socialdemokratiske Thomas Kastrup-Larsen ved kommunalvalget til november.

Det slår Venstres formand i Aalborg Kommune, Jakob K. Svendsen, fast.

- Tina orienterede om sagen allerede på opstillingsmødet i april. At politianmeldelsen nu har resulteret i et anklageskrift ændrer ikke noget, siger Jakob K. Svendsen. Ifølge ham er der opbakning til den linje hele vejen rundt i Venstre.

Sagen drejer sig om påstået overproduktion på Viderupgaard, som Tina French er medejer af. Selskabet risikerer en bøde på 1,25 mio. kr. og et tilbagebetalingskrav på fem mio. kr.


Seneste nyt

fra Nordjylland