Frustrerede golfspillere må finde sig i fårelort på banen

I kampen mod kæmpe-bjørneklo har Aalborg Kommune indhegnet store dele af Lindholm Fjordpark, og sat ikke mindre end 500 får og lam ud. Der er bare et lille problem. Midt i indhegninger ligger der en golfbane.

Når Ole Birk Poulsen spiller en runde golf i Lindholm Fjordpark, kigger han altid ned i græsset, inden han sætter sin golftaske ned på jorden.

- Jeg vil ikke have fåregødning på min taske, og jeg kigger også ned for ikke at træde i noget, siger Ole Birk Poulsen, der er formand for Ældre Sagens Golfklub i Nørresundby.

Formanden får mange mæhls

Det er Aalborg Kommune, der ejer golfbanen med seks huller, men Ældre Sagen har brugsretten fra klokken 9-15 i hverdagene. De 100 golfspillere fra Ældre Sagen har fået selskab af 190 får og 300 lam og det er blevet en lortesag for formanden, der modtager klager fra spillerne.

- Folk får det på deres sko, og dem der bruger golfvogne får de der efterladenskaber på hjulene og det er meget svært at få af. Jeg har fået utroligt mange mails og utroligt mange telefonopkald fra folk, der er utilfredse, siger Ole Birk Poulsen.

Aalborg Kommune har i flere år bekæmpet kæmpe-bjøneklo med græssende får i Lindholm Fjordpark. I år har kommune udvidet det indhegnede område fra 24 hektar til 44 hektar fordelt på tre indhegninger. Det er første gang, at hegnet også indeholder de offentligt tilgængelige stisystemer og altså også golfbanen. I Aalborg Kommune er politikken, at man ikke vil bruge pesticider til bekæmpelse af kæmpe-bjørneklo.

quote Folk får det på deres sko, og dem der bruger golfvogne får de der efterladenskaber på hjulene og det er meget svært at få af. Jeg har fået utroligt mange mail og utroligt mange telefonopkald fra folk, der er utilfredse.

Ole Birk Poulsen, formand for Ældre Sagens Golfklub, Nørresundby

- Der er utroligt meget bjørneklo her i Lindholm Fjordpark, og vi har haft rigtig stor succes med afgræsning med får andre steder i kommunen også i den del af Lindholm Fjordpark, der var afgræsset på forhånd. Det er bare rigtig effektivt, siger Lene Larsen, driftplanlægger, Park og Natur, Aalborg Kommune.

Bjørneklo er lækkerbisken for får

Mens saften fra bjørneklo er giftig for mennesker, så er det ifølge fårepasseren en lækkerbisken for får. Fordi bjørneklo er så saftig og proteinrig, så bliver fårenes gødning noget meget flydende end fårelort normalt er.

- Jeg kan godt forstå at golfspillerne har været trætte af det, men jeg synes problemet er lidt aftagende nu. Jeg møder også rigtig mange mennesker, der synes det er virkeligt hyggeligt at kigge på fårerne, når de går tur i området, siger Andreas Eg Lomborg, der ejer og passer fårene i Lindholm Fjordpark.

Problemet er, at fårene især i starten kun kunne ligge på golfbanen, fordi resten af arealet var groet helt til i bjørneklo. Efterhånden får fårene gnasket sig i gennem bjørnekloen, så de har flere steder at lægge sig udover golfbanen. Formanden for golfklubben har holdt møde med kommunen og fårepasseren, for at finde en løsning.

- Vi kan måske prøve at slå nogen stier lidt væk fra golfbanen, så fårene måske trækker lidt væk fra golfbanen, siger Lene Larsen.

Får fører til nye golfregler

Selvom spillerne foretrækker hvide kugler frem for de sorte, så er der også dem, der synes at det nye uldne selskab er hyggeligt. De firbenede baneløbere har da også givet liv til en ny vittighed i Lindholm.

- Når en golfspiller råber FORE, så betyder det normalt at en bold er på afveje. Her hos os betyder det rent faktisk bare at der står et får på banen. Det råber vi hele tiden nu, og det griner vi lidt af, siger golfformanden.

Golfspillerne har endnu ikke ramt nogen af fårene, men den brune plage har fået spillerne til at lave nye golfregler.

-Hvis bolden havner i en fåreefterladenskab, så har vi lavet en lokal regel, som siger at vi må fjerne bolden, gøre den ren med en klud og så lægge den ved siden af, siger Ole Birk Poulsen.

Golfspillerne må væbne sig med tålmodighed, for det er meningen at fårene skal gå i Lindholm Fjordpark de næste 12 år. Næste år vil der endda komme endnu flere får i indhegningen, for erfaringerne fra i år viser at de 500 dyr ikke har været nok. De kan ikke nå at spise al bjørnekloen, og derfor må kommunens folk ud og kappe skærmene af de sidste planter inden de smider frø.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland