Frygt for olieudslip fra skib

Det skib der for en uge siden stødte på grund ud for Læsø får nu fjernet last, så det kan flyttes. Skroget har store buler og det frygtes at der er hul i bunden.

Bulkcarrieren Navios Sagittarius på 225 meter har tidligere på ugen fået flyttet olie fra tankene i bunden af skibet til nogle højere tanke af frygt for olieforurening.

Miljøskibet Mette har holdt øje med skibet hele ugen, men bliver senere i dag afløst af miljøskibet Gunnar Thorson. Skibet har store indrykninger i skroget, så det frygtes, at rester af olie kan flyde ud, når skibet bliver let nok til at kunne flyttes.

Der er i alt 70.000 tons last på bulkcarrieren. Deraf er 9000 tons last nu ved at blive flyttet, så skibet bliver let nok af få væk fra klipperne. Derefter skal skibet slæbes ind til en ankerplads ved Frederikshavn, hvor dykkere endnu engang skal undersøge skroget. 

Hele aktionen forventes at tage op til en uge.


Seneste nyt

fra Nordjylland