Frygt for vandscooter-ulykke i Aalborg: - Det går snart galt

Vandscooter-ulykken i København, hvor to personer i weekenden blev dræbt, kunne lige så godt være sket på en solskinsdag i Aalborg. Sådan lyder kritikken fra flere folk, der til dagligt befinder sig på fjorden i den centrale del af byen.

Frustrationerne har hobet sig op hos Vestre Baadelaug. De seneste år har sejlklubben oplevet en eskalering af fartovertrædelser og livsfarlige situationer.

- Engang imellem tænker man, hvornår det går galt, og hvornår der er nogen, der støder sammen, siger Ole Espensen, formand for Vestre Baadelaug. 

Manglende tilstedeværelse fra myndighederne betyder ifølge Ole Espensen, at der til tider er lovløse tilstande for flere vandscootere og speedbåde. 

- Stort set alle sejlere er frustrerede over det, for der bliver sejlet med helt afsindige hastigheder og meget, meget tæt på de lystbåde, der er, fortsætter han. 

Den samme historie går igen, når man taler med de lokale ro- og kajakforeninger. 

- Selvfølgelig er der en frustration over, at der er unge mennesker med benzin i blodet, som ikke tager hensyn til, at der er små fartøjer på vandet, fortæller Gitte Dausel Vinther, formand for Aalborg Dame Roklub. 

Lars Bo Willumsen udlejer de såkaldte GoBoats i Aalborg. Det var sådan en type båd, der blev påsejlet i København, hvor to personer mistede livet, men det kunne lige så godt være sket i Aalborg.  

quote Engang imellem tænker man, hvornår det går galt, og hvornår der er nogen, der støder sammen

Ole Espensen, formand, Vester Baadelaug

- I lørdags havde vi to GoBoats ud og sejle, stod vi og kiggede på vandscootere og motorbåde. De gav fuld gas. Så var der en våd GoBoat, der kom ind, fordi en vandscooter havde været tæt på dem. 

Hos Nordjyllands Politi fører man ikke fast tilsyn på havnen, men reagerer primært på anmeldelser. 

- Det er faktisk forbavsende så lidt, vi hører til det. Det, vi hører mest, er, når folk støjer og larmer. Selve chikanedelen omkring sejlads har vi ikke fået mange anmeldelser på, siger Ole Kristensen, politiinspektør og linjechef for det operativecenter hos Nordjyllands Politi. 

Der er nogen, der efterspørger mere konsekvens. Gør I nok? 

- Vi reagerer på de henvendelser, vi får, men som sagt får vi ikke ret mange, siger Ole Kristensen. 
Men den forklaring køber man ikke nede hos Vestre Baadelaug, som efterspørger mere tilstedeværelse. 

- Hvem skulle anmelde? Man ser det ske, men de er væk, inden der kommer nogen. Folk anmelder ikke sådan noget. Det gør de jo heller ikke på motorvejen, siger Ole Espensen. 

quote Det er faktisk forbavsende så lidt, vi hører til det. Det, vi hører mest, er, når folk støjer og larmer

Ole Kristensen, politiinspektør, Nordjyllands Politi

- Tidligere har vi prøvet at anmelde, men der står jo ikke navn eller nummer på dem, og så kan politiet jo ikke finde dem, supplerer Gitte Dausel Vinther fra Aalborg Dame Roklub. 

På Vestre Baadelaug frygter man det værste, hvis ikke myndighederne snart griber ind. 

- Så sker der en ulykke. Forhåbentligt ikke så voldsomt som i København, men hvis bare der sker en mindre ulykke, er det jo rigeligt, slutter Ole Espensen. 

Nordjyllands Politi og Aalborg Havn skal onsdag til møde omkring sikkerheden på fjorden.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland