Frygten for bolighaj forstummer

Erhvervsforening i Blokhus frygter ikke længere ny byggematador.

Der var ellers mange, der havde bange anelser, da investor John Andersen tilbage i juli overtog 12 ejendomme i midten af Blokhus fra den daværende ejer Verner Bach Pedersen. 
 
Erhvervsfolk frygtede at huslejen ville stige kraftigt, og gøre livet surt for de små forretninger i byen, men den frygt er væk nu.

- Vi var jo lidt bekymrede, men efter et par møder med John Andersen må vi jo sige at den frygt indtil videre er gjort til skamme, siger formanden for Blokhus og omegns grundejerforening Jens Saabo.
 
John Andersen har overbevist de lokale forretningsfolk om, at han ikke vil hæve huslejen, og at han faktisk vil være med til at udvikle byen og puste nyt liv i lukkede forretninger. 
 
- Jeg skal jo også tjene penge, men jeg ser faktisk mange muligheder i Blokhus, og jeg vil gerne være med til at skabe en positiv udvikling, siger John Andersen.

Onsdag aften fremlægger han sine planer på et borgermøde i Blokhus.


Seneste nyt

fra Nordjylland