Frygter bunker falder i forkerte hænder

Forsvaret har sat en bunker til salg, men nu frygter naboerne, at kriminelle vil købe den.

En gammel bunker på Skovtoften i Hasseris er nu sat til salg. Forsvaret har ikke længere noget at bruge bygningen til, så derfor vil de gerne af med den.

Det er ikke kun naboerne, der er utilfredse med salget. Flere nordjyske politikere har allerede stillet spørgsmål til forsvarsministeren.

- Det virker mildt beskæmmende, når forsvaret i salgsannoncer beskriver bunkerens kvalifikationer ved angivelse af armeret beton og ved angivelse af den kvalifikation "at yderdøre og lemme kan spændes til for at give god sikkerhed i krigstid". Der kan nødvendigvis kun tænkes på en kvalifikation, der tiltrækker kriminelle, for så ofte har vi gudskelov heller ikke krig i Danmark, siger Preben Bang (V).

Han mener, at det eneste rigtige vil være at rive bygningen ned. Den holdning er han ikke alene om.

- Det ville helt klart være det klogeste, hvis forsvaret sørger for at nedrive den bunker i Hasseris, som forsvaret har sat til salg, inden jorden sælges. Der er ikke nogen grund til at løbe den risiko, at kriminelle grupper kommer i besiddelse af en sådan bygning. Netop i den nuværende situation med en truende rocker-krig kunne en sådan bygning være meget attraktiv for kriminelle grupper. Derfor er naboernes bekymring fuldt forståelig, siger Per Clausen (EL).

Forsvaret forventer at få 1,3 millioner kroner for bunkeren.


Seneste nyt

fra Nordjylland