Taleinstitut mister finansiering: Frygter dårligere genoptræning

Flere kommuner vil fra 2020 ikke længere være med til at finansiere Taleinstituttet og Hjerneskadecenter Nordjylland. Patientforeninger frygter, at kvaliteten i kommunerne vil svinge, og Hjørring-borgmester medgiver, at behandlingen vil blive anderledes.

For ti år siden blev den i dag 33-årige Jesper Sigshøj Jeppesen fra Thisted hjerneskadet efter et kraftigt fald.

quote Du kan blive isoleret og risikere ikke at kunne bibeholde fritidsinteresser og indgå i sociale sammenhænge, fordi du ikke kan kommunikere længere.

Landsformand i Hjernesagen, Lise Beha Erichsen.

Efter intensiv genoptræning på Taleinstituttet og Hjerneskadecenter Nordjylland i Aalborg bor han i dag i egen lejlighed, kører bil og har fået noget af sin taleevne tilbage.

Han er også på vej tilbage på jobmarkedet til trods for sit uheld.

- Jeg er meget selvstændig af natur og vil gerne bidrage til samfundet igen, fortæller Jesper Sigshøj Jeppesen til TV2 Nord.

Årsagen til Jesper Sigshøj Jeppesens succesrige genoptræning skal ifølge hans far findes i netop det behandlingstilbud, sønnen fik på Taleinstituttet og Hjerneskadecenter Nordjylland.

- Havde Jesper ikke fået det her, så havde han ikke siddet her og kunne føre samtale. Jeg tror, at han havde boet på et plejehjem, fortæller Kresten Sigshøj Jeppesen til TV2 Nord.

Bange anelser hos patientforeninger 

Fra 2020 står Aalborg Kommune alene med finansieringen af Taleinstituttet og Hjerneskadecenter Nordjylland.

De andre nordjyske kommuner trækker sig, og det betyder, at næsten halvdelen af indtægterne forsvinder.

Kommunerne vil fremover selv stå for genoptræningen af hjerneskadede, og det bekymrer flere patientforeninger.

De tror ikke, at de fremtidige tilbud vil have samme kvalitet, og dermed vil flere hjerneskadede ikke få den optimale behandling.

Visse patienter vil risikere ikke at kunne genvinde deres færdigheder, fordi den kommune de bor i ikke tilbyder den rette hjælp.

- Der når du bare ikke så langt, som du kan nå i din genoptræning. Du kan blive isoleret og risikere ikke at kunne bibeholde fritidsinteresser og indgå i sociale sammenhænge, fordi du ikke kan kommunikere længere, siger landsformand i Hjernesagen, Lise Beha Erichsen, til TV2 Nord.

Samme bange anelser går man med hos Hjerneskadeforeningen.

Med den nye sammensætning af Taleinstituttet og Hjerneskadecenter Nordjylland frygter man, at fordelen ved, at man i dag har mange eksperter samlet, går tabt. 

- De får ikke mulighed for at få trænet deres tale op, få trænet det kognitive op og at få deres indlæring, fortæller formand for Hjerneskadeforeningen Aalborg/Vendsyssel, Chalotta Maria Skovrider Søndergaard, til TV2 Nord.

Loven vil blive overholdt

En af de kommuner, som trækker sig fra Taleinstituttet og Hjerneskadecenter Nordjylland, er Hjørring Kommune.

Borgmester Arne Boelt er ligeledes formand for de nordjyske kommuners kontaktråd, og han medgiver, at der vil blive gjort ting anderledes på området i fremtiden.

- Nej, jeg kan ikke garantere, at alle får den samme behandling, som de hidtil har fået. Det er jo individuelt i forhold til de kommuner i Nordjylland, der skal til at gøre noget af det selv. Det kan selvfølgelig godt ske på en anden måde, men jeg kan garantere, at loven bliver overholdt, for det skal vi gøre, sagde borgmester i Hjørring Kommune, Arne Boelt, da han tirsdag var i studiet hos TV2 Nord. 

  

 


Seneste nyt

fra Nordjylland