Frygter for hele Nordjyllands fremtid

Regionsrådsformand Ulla Astman (Soc.dem.) er bekymret over regeringens udmelding, at man nu har fundet et flertal på Christiansborg, som skal arbejde for at afvikle regionerne.

For regionsrådsformanden bliver den kommende valgkamp i høj grad et spørgsmål om regionernes overlevelse. Og for Ulla Astman er valget klart.

- Hvis blå blok vinder, bliver regionerne nedlagt. Men hvis rød blok vinder, står regionerne overfor udvikling i stedet for afvikling, siger hun til TV2/Nord.

Regeringens udmelding om at nedsætte to udvalg, som skal se på hvem og hvad der skal afløse regionerne, giver hun ikke meget for. Hun mener, at regionerne har leveret varen indtil nu.

- Jeg er bekymret for regionens og Nordjyllands fremtid. Med større enheder og centralisering risikerer man at få en professionel bestyrelse, som kun kigger på bundlinjen. Og det vil blive svært for borgerne at få indflydelse - hvorfor skulle en professionel bestyrelse lytte til dem? Det vil give borgerne en følelse af at være ligegyldige, siger Ulla Astman til TV2/Nord.


Seneste nyt

fra Nordjylland