Fuld bilist faldt i fjorden

En betjent måtte hive en fuld mand op af fjorden. Han flygtede først i bil og siden til fods fra politiet. Foto: Rune Borre-Jensen (arkiv)

En biljagt gennem Aalborg endte med en våd oplevelse for en aalborgensisk mand.

Natten til fredag var Aalborgs gader scene for en biljagt, da en spritbilist nægtede at standse. Bilisten kørte i vestlig retning ad Østerbro, og han foretog sig et hav af færdselsmæssige ulovligheder.

Blandt andet kørte han over for rødt adskillige gange, og i alt har manden, som er midt i 30'erne samlet sammen til ni klip i kørekortet, hvilket naturligvis fører til en frakendelse. Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Karsten Kristensen.

Biljagten fortsatte vestpå, og da manden nåede skudehavnen i Aalborg, kunne han ikke køre længere, og valgte at tage flugten til fods. Han gled dog på nogle sten og faldt i fjorden, hvor en betjent kunne hjælpe ham op af det omkring en halv meter dybe vand.

Manden er kendt af politiet, og skal fredag afhøres om nattens hændelser. Han er sigtet for spritkørsel samt en lang række færdselsmæssige overtrædelser.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord