Promillen var over 2: Fuld bilist rullede rundt på taget

39-årig mand kørte galt i sin bil i rundkørsel ved Vrå. Han var tydeligt påvirket af alkohol og havde en promille over to.

En 39-årig mand fra Vrå-området står til at miste sit kørekort og måske bilen, efter han fredag kort før midnat kørte galt i sin bil tydeligt påvirket af alkohol.

Bilisten kom kørende ad Vrejlev Klostervej ved Vrå, da han i forbindelse med rundkørslen på Aalborgvej mistede herredømmet over bilen, kørte ind i et skilt, og bilen rullede om på taget.

Da politi og ambulance kom frem, var det lykkedes manden at komme ud af bilen, og ifølge vagtchef hos Nordjyllands Politi, Torben Larsen, virkede bilisten beruset.

Bilistens promille viste sig umiddelbart at være 2, og efterfølgende blev han kørt til sygehuset, hvor der blev taget en blodprøve for at klarlægge den præcise promille.

Sikkert er det dog, at den 39-årige bilist kørte i alkoholpåvirket tilstand, og promillen var et langt stykke over det tilladte for spirituskørsel på 0.5.

Politiet har endnu ikke afhørt manden, da han var for fuld til at give en forklaring af hans gøren og laden.

 

Promille over 2,0

* Du får frakendt kørekortet ubetinget i min. 3 år. Herefter skal du enten køre med alkolås i 2 år, eller du må vente yderligere to år med at generhverve kørekortet. 

* Du får 20 dages betinget fængsel

* Du får en bøde, der ca. svarer til en netto månedsløn

* Din bil kan blive konfiskeret

* Du skal gennemføre et ANT-kursus (ANT står for Alkohol, Narko og Trafik), inden du kan generhverve kørekortet. Kurset varer 12 timer fordelt på 4 lektioner à 3 timer, og det koster 3200 kr.

* For at generhverve dit kørekort, skal du skal bestå en kontrollerende køreprøve (både teori- og køreprøve)

Kilde: Rådet for Sikker Trafik

Vidste du at

* Din arbejdsgiver kan underrettes, hvis du kører spritkørsel, mens dit kørekort er frakendt. Det gælder erhverv, hvor bilkørsel er en væsentlig del af arbejdet som f.eks. chauffører og sælgere.

* Der er ikke faste promillegrænser for cyklister og ryttere. Men du må ikke færdes i trafikken, hvis du kører eller rider uforsvarligt.

* Der findes ingen særlige regler for fodgængere, der er påvirket af alkohol.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik

 


Seneste nyt

fra Nordjylland