Fuld gratist bed betjent

En særdeles beruset mand var ikke indstillet på frivilligt at forlade den hotelgang, hvor han havde lagt sig til at sove.

Tidligt onsdag morgen måtte Hotel Phønix på Vesterbro i Aalborg tilkalde hjælp fra politiet. De kunne ikke få en fuld mand, der ikke var gæst på hotellet, til at opgive sin lur på en af hotellets gange.

Da politiet ankom blev den 30-årige særdeles ophidset over at blive bedt om at forlade hotellet.

- Han bliver meget udafreagerende og ender med at bide en kvindelig betjent i hånden, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup til TV2 Nord.

Manden er nu blevet sigtet for vold mod tjenestemand. Han sover rusen ud i detentionen, og vil blive løsladt, når han er i en tilstand, hvor politiet kan afhøre ham.

Betjenten, der blev bidt i hånden, har været en tur forbi skadestuen. Hun fik kun overfladiske skrammer af biddet.


Seneste nyt

fra Nordjylland