Fuld kaptajn blev anholdt på åbent hav

Polsk skipper på den 230 meter lange bulk carrier 'Tonic Sea' blev i nat anholdt i rum sø nord for Hirtshals og sigtet for spiritussejlads.

Selvom man er skipper til søs, kan man godt blive hevet ind til siden af politiet og blive bedt om at blæse i alkoholmeteret.

Det var i hvert fald tilfældet i nat, hvor en polsk skipper fra den 230 meter lange 'Tonic Sea' blev anholdt på havet ud for Hirtshals af Nordjyllands Politi efter mistanke om at sejle med sprit i blodet.

Det bekræfter vagtchef Heine Hansen fra Nordjyllands Politi her til morgen.

- Vi fik i nat en henvendelse, der gjorde, at vi måtte rykke til søs og anholde en skipper, som blev taget med på Politigården, hvor vi lige nu venter på, at anklagemyndigheden skal tage stilling til eventuelle sanktionsmuligheder, siger Heine Hansen.

Politiet blev sejlet ud til skibet med hjælp fra Hirtshals Redningsstation. Skibet har nu fået sejlforbud, indtil en ny besætning kommer frem, og det er op til rederiet at afgøre, hvordan skibet kommer videre uden den anholdte kaptajn.

Skibet 'Tonic Sea' er en 239 meter lang og 38 meter bred bulk carrier, der sejler under liberisk flag. Skibet har en dybgang på knap otte meter. Skibet er ejet af det tyske rederi NSC Holding i Hamburg og vejer 93000 tons og er bygget i 2012.

Skibet var på vej til Ust-Luga i Rusland fra Hamborg i Tyskland.

Politiet er indtil videre yderst sparsomme med oplysninger. Vi følger naturligvis sagen.


Seneste nyt

fra Nordjylland