Fuld knald på BMX-cyklen i Hadsund

Søndag afholdte Dragon BMX deres største stævne nogensinde, da Hadsund-klubben var arrangør af årets danmarksmesterskab. 320 kørere kæmpede om guld i 25 klasser.

Den yngste var fire og de ældste et kort stykke over de 40 år. Kørere af begge køn har dagen igennem givet sig fuld ud på BMX-cyklerne på banen i Hadsund. Udover de åbne eliteklasser blev der uddelt titler i alle klasser i BMX.
- BMX er en rigtig familiesport. Når vi ude til løb så er mor, far og søskende som regel med. Så camperer man og rigtig hygger, siger Svend Poulsen, formand i Dragon BMX, til TV2/Nord.

Årets DM-stævne blev et tilløbsstykke med op imod 1000 tilskuere. Bag stævnet ligger masser af timers hårdt arbejde af de frivillige i Dragon BMX.
- Det har været lidt stressende op til. Der har været mange ting at se til og folk at holde i gang. Så det er rigtig dejligt, at se det hele gå så godt, siger Svend Poulsen.

Samtidig med stævnet indviede Dragon BMX et nyt klubhus, som de selv har bygget.

Det blev til to nordjyske guldmedaljer, tre af sølv og to af bronze. Dragon BMX vandt desuden holdkonkurrencen.

Flere nyheder fra TV2 Nord