Fuld mand begik indbrud i Flauenskjold

Foto: Per Frank Paulsen

Min Købmand i Flauenskjold havde i går aftes en ubuden gæst. Vidner sørgede for at stoppe indbrudstyven.

En 24-årig mand kastede lørdag aften en sten igennem ruden hos Min Købmand i Flauenskjold. Imens manden var inde i butikken, blev han opdaget af et kærestepar i nærområdet. Parret tilbageholdte indbrudstyven, og kontaktede politiet.

Den 24-årige mand er fra Sindal-området. Han blev efter episoden kørt på skadestuen, hvor han blev syet i låret og lend, efter at have skåret sig flere steder, da han kravlede ind af den ituslåede rude.

Manden var spirituspåvirket, og har overnattet i detentionen. Han bliver her til formiddag afhørt af politiet.

Forsiden lige nu