Fuld mand ville skyde genvej: Nabo frygtede indbrud på skole

Politiet troede, de var på jagt efter en indbrudstyv - men det skulle vise sig bare at være en fuld mand. Foto: Per Frank Paulsen

En fuld mand ville skyde genvej gennem Sanct Mariæ Skolen, men endte med at få politiet efter sig.

En nabo til Sanct Mariæ Skolen i Valdemarsgade i Aalborg slog lidt over midnat natten til onsdag alarm til politiet. Naboen kunne fra sit vindue se en mand gå rundt på skolens område.

Naboen ringede derefter til politiet, fordi det angiveligt lignede, at manden havde planer om at begå indbrud på skolen.

En nærtliggende politivogn fik meldingen over radioen og kørte hurtigt over til skolen.

Da politiet kom frem lå manden angiveligt på jorden, efter han var gået ind i nogle cykler og væltet dem.

Man fandt hurtigt ud af, at der ikke var tale om noget indbrud. Der var i derimod blot tale om en meget beruset mand, som ville skyde genvej gennem skolens grund.

Flere nyheder fra TV2 Nord