Fuld polak på afveje: Sover den ud i detentionen

En polsk mand, der tilsyneladende havde fået rigeligt at drikke, havde ingen papirer på sig, da han blev anholdt torsdag aften.

Det har været en stille nat for Nordjyllands Politi, og fredag morgen var politiets største hængeparti fra aftenen og natten at finde ud af, hvem den mand, som de havde siddende i detentionen, egentlig var.

Det eneste, politiet ved, er at manden er polsk, men ellers har det indtil videre været lidt svært at få fastslået en nærmere identitet.

- Han talte kun polsk, og han havde ingen papirer på sig, så vi har faktisk ikke rigtig nogen idé om, hvem han er, fortæller vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi.

Manden blev anholdt, da han torsdag aften rettede henvendelse på en adresse i en lille by Byrsted, der ligger nær Øster Hornum i Himmerland. Han var ifølge vagtchefen godt beruset, og han ville ikke forlade adressen, så beboerne ringede efter politiet.

Hvad mandens ærinde var, , eller om han bare i sin brandert havde forvildet sin forbi ejendommen er uvist. Fredag morgen er han fortsat i gang med at sove sin brandert ud i detentionen, og når han vågner, fortsætter politiets arbejde med at finde ud af, hvem han er.


Seneste nyt

fra Nordjylland