Fuld skipper gik på grund og mistede båd

39 årig thybo anholdt efter usædvanlig episode søndag aften.

Klokken 23.19 søndag aften fik Nordjyllands Politi besked fra Søværnets Operative Kommando om at en skipper var gået på grund syd for Egholm i Limfjorden.

- Han sad fast i noget slam, så vi sendte en redningsbåd derud og fik ham trukket fri, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Bent Højgaard.

Historien slutter dog ikke der, for da manden - en 39-årig mand fra Thy - kom i havn og skulle tøjre båden, slap den fra ham.

- Han ville stramme rebbene, så han satte båden i bak, og gik selv på land, men så slap den fra ham og sejlede alene rundt i havnen, fortæller vagtchefen.

En mand, der også var på havnen så hele optrinnet og hoppede ombord på den førerløse båd, der blev sikret. Inden da havde den løsslupne båd dog nået at ramme en anden båd i skudehavnen.

Samtidig blev politiet tilkaldt, og det viste sig at den 39-årige var beruset.

- Han blev anholdt, sigtet for spiritussejlads, og så blev han løsladt, da vi havde udtaget blodprøve, siger Bent Højgaard.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord