Fulderik satte gang i større politieftersøgning

Foto: Rune Borre-Jensen

En 22-årig mand er anholdt, sigtet for falsk anmeldelse, efter han satte gang i en større politieftersøgning lørdag morgen.

En 22-årig mand er blevet anholdt, efter han lørdag morgen fik sat gang i en større politieftersøgning med både helikopter og hundepatruljer.
Han er sigtet for falsk anmeldelse, og han vil sandsynligvis også blive præsenteret for et større erstatningskrav. Det oplyser vagtchef fra Nordjyllands Politi, Frank Liltorp, til TV2/Nord.

Ved femtiden ringede manden til politiet og sagde, at han under en løbetur var blevet kørt ned af en bil, og at bilisten var stukket af. Det skete på landevejen mellem Aabybro og Kaas- Men før kondiløberen kunne nå at fortælle, hvor han var, forsvandt mobilsignalet. Formentlig på grund af lavt batteri.

Politiet troede først, at manden var i nød og sendte derfor masser af mandskab ud for at lede efter ham. Blandt andet en helikopter og hundepatruljer.

Samtidig arbejdede politifolk i Aalborg videre på at finde ud af, hvem manden var. De vidste, at han ringede fra området, hvor han påstod, at uheldet fandt sted. Og politiet kunne også se at han ringede fra et taletidskort. Via taletidskortet fik politiet identificeret manden, som viste sig at være en 22-årig fra lokalområdet.

Under eftersøgningen stødte politifolk på manden klokken 10.40 i Kaas by, hvor han gik halvberuset rundt. Han erkendte at have ringet med anmeldelsen. Han blev anholdt, sigtet for falsk anmeldelse. Desuden kan han nok forvente at blive præsenteret for et større erstatningskrav, da så storstilet en eftersøgning er dyr. Bare det at få helikopteren i luften koster ifølge politiet 74.000 kroner.

Har du et godt tip?