Fupanklage: Sygehus fik regning på 1,2 mio

Foto: TV2/NORD (Arkiv)

Aalborg Universitetshospital mistænkes for at have brugt 1,2 mio. skattekroner på kursusfirma, der allerede var blevet betalt.

1,2 millioner kroner. Eller hvad der svarer til fire rengøringsfolk i et år. Så meget har Aalborg Universitetshospital betalt til et privat kursusfirma, som har arrangeret efteruddannelse for rengøringspersonalet.

Men de kurser har skatteborgerne allerede betalt en gang, mener Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen, som skal sikre, at der ikke fuppes med offentlige tilskud til efteruddannelse. Det skriver Avisen.dk.

Myndigheden betragter det som en alvorlig sag, og føjer dermed endnu et eksempel til listen over offentlige institutioner, som angiveligt betaler samme kursus til ansatte to gange.

- Vi vurderer, at de pågældende kunder har fået AMU-undervisning efter reglerne, men at der samtidig kan være opkrævet betaling for ydelser, der allerede er betalt for via AMU. Det virker som om, at kunden har betalt for en ydelse, der allerede er betalt for en gang, siger chefkonsulent Michael Østergaard til Avisen.dk.

En stikprøvekontrol af såkaldte AMU-kurser for ansatte på 16 plejehjem har fået kontrolmyndigheden til at slå alarm.

Plejehjemmene betalte op til 700.000 kroner til private firmaer for kurser, som allerede var betalt med offentlige tilskud og af arbejdsgivernes egen deltagerbetaling.

På Aalborg Universitetshospital understreger Susanne G. Sørensen, der er chef for rengørings- og serviceafdelingen, at betalingen på 1,2 millioner kroner til firmaet Institut for Psykisk Arbejdsmiljø (IPA) omfatter sparring med ledelsen og andre ydelser ud over selve kurserne.

- Jeg føler mig ikke snydt. Vi har jo selv bedt dem om at komme. Og ja, vi har betalt noget ekstra, fordi de (kursusfirmaet, red.) kunne give os noget mere, siger hun til Avisen.dk.

Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen vurderer dog sagen med samme alvor som de 16 plejehjem, og har alarmeret Økonomi- og Indenrigsministeriet, som er øverste ansvarlig for kommuner og regioner.

Myndighedernes bekymring vækker forståelse hos Jan Sjøstrand, der selv ernærer sig som privat kursusudbyder og konsulent og har mange års erfaring med det skandaleplagede AMU-system.

- Det lugter langt væk af fup og kanel. Det er åbenlyst, at firmaerne her bruger AMU-systemet som løftestang til store private honorarer, som de ellers ville have meget vanskeligt ved at få nogen til at betale. Så jeg forstår i allerhøjeste grad myndighedernes reaktion, siger han til Avisen.dk.

Direktøren for IPA afviser over for Avisen.dk, at kursusfirmaet har opkrævet penge for ydelser, som allerede er inklusiv i AMU-kurserne.

- Vi holder os inden for det, vi må. Det er jo dine og mine penge, men jeg føler altså på ingen måde, at vi misbruger systemet, siger Louis Noel til Avisen.dk.