Fynsk afklapsning til Frederikshavn White Hawks

Odense har det godt på White Hawks' hjemmebane, og tirsdag aften tog fynboerne deres tredje sejr i træk i høgenes rede med 7-3.

På papiret var det et kriseramt Odense Bulldogs-mandskab, White Hawks tirsdag aften tog imod på hjemmebane i Frederikshavn. Men det endelige resultat viste det ikke.

White Hawks indkasserede nemlig sit tredje nederlag i streg mod Odense Bulldogs. Det skriver KanalFrederikshavn.dk.

Gæsterne viste initiativ fra starten og kom godt i gang på isen. Efter bare fire minutter stod der 1-0 til Bulldogs. Heldigvis skulle White Hawks ikke bruge mere end et minut til at gøre skaden god igen - 1-1 blev det til ved Cam Spiro.

Den stilling holdt resten af første periode, hvor to spillere måtte udgå - Gorm Topholt med en formentlig brækket arm og Joachim Linnet med en brækket fod.

Anden periode startede med en kæmpe chance til Spiro, da han skøjtede fra gæsternes forsvar og gik alene på mål. Denne gang manglede skarpheden dog, og Spiro blev den lille i duellen mod Rahm. I stedet kom Odense Bulldogs igen foran - først på en scoring af Martin Larsen, og siden satte Dale Mitchell pucken i nettet til 3-1.

4-1 blev det også, da Nick Walters kunne banke pucken i mål, inden anden periode var slut.

Knap var tredje periode begyndt, før Mark Hurtubise udbyggede den fynske føring til 5-1. En stilling, Cam Spiro forsøgte at pynte på med sin scoring til 5-2 med 17 minutter tilbage. Han endte også med at stå for høgenes sidste scoring.

Men det var bare ikke Frederikshavn White Hawks' aften. Kampen havde yderligere tre mål at byde på - to til Odense til Bulldogs og ét til hjemmeholdet. 7-3 lød det endelige nederlag til White Hawks.


Seneste nyt

fra Nordjylland