Gode jobmuligheder for fyrede BAE Systems-medarbejdere

20 virksomheder står klar til at ansætte nogle af de 163 medarbejdere i BAE Systems, der står til at miste deres arbejde.

Det er ikke mere end knap fire uger siden, at de 163 medarbejdere på BAE Systems i Nørresundby fik den melding, alle lønmodtagere frygter: At virksomheden skulle lukke, og at samtlige stillinger dermed blev nedlagt.

Men efter forhandlinger mellem virksomhedens ledelse, JobCenter Aalborg, NOVI og BusinessAalborg er der nu håb og gode nyheder til BAE Systems-medarbejderne. En plan for at få medarbejderne videre i job vil blive sat i gang, og de første 20 virksomheder har allerede meldt sig klar til at ansætte nogle af de fyrede.

- Vi er glade for at kunne samarbejde med BAE Systems om at få medarbejderne videre i nye jobs. Det er vigtigt for indsatsen, at virksomheden selv er med. Der er mange forskellige kompetencer i virksomheden, og vi ser gode muligheder og er optimistiske i forhold til at få alle i job igen, siger jobcenterchef Jesper Dahlgaard.

Især BAE Systems 80 softwareingeniører er ombejlede, fordi den nordjyske IKT-branche mangler folk. Allerede i løbet i af i dag fredag vil der blive etableret en lukket Facebook-gruppe for medarbejderne, hvor virksomheder kan byde ind med job. Herefter bliver der udarbejdet en mere omfattende og konkret plan for alt fra tilbud om CV-skrivning og jobsøgning, uddannelsestilbud til konkret matching mellem virksomheder og afskedigede medarbejdere. 

Planen vil blive sat i værk af flere omgange, da medarbejderne stopper på virksomheden i fire bølger fra november og frem til sommeren 2018.

Samtidig vil medarbejderne også få tilbud om oplysning og hjælp til at starte deres egen virksomhed.

- Erfaringsmæssigt er der mange iværksætterspirer inden for IT-området, og det er meget oplagt, at vi forsøger at inspirere til at starte nye virksomheder op. Det er mennesker med enorm viden, blandt andet inden for datahåndtering og -sikkerhed. Der er ikke ret meget, som er mere oppe i tiden end det. Så fra NOVIs side vil vi sammen med BOREAN Innovation og BusinessAalborg stille op med nogle iværksættertilbud som en del af den samlede plan, siger NOVIs direktør, Henrik Lundum.

Næste skridt i processen bliver, udover den løbende formidling af henvendelser om job fra virksomheder, et møde for samtlige medarbejdere på virksomheden den 3. november.

- Selvom vi er optimistiske på jobperspektiverne, er det vigtigt, at vi har respekt for, at det er en svær situation for medarbejderne. Der er betroede, loyale og dygtige medarbejdere, som har arbejdet i BAE Systems i mange år. Vi er helt bevidste om, at mange har nogle svære snakke omkring middagsbordet med deres familier. Der er det helt afgørende at sige, at vi er et stærkt hold, som vi gøre alt for, at de hurtigt kommer videre i job. Så det klare budskab på mødet 3. november bliver, at ingen bliver overladt til sig selv, siger jobcenterchef i Aalborg, Tonny S. Thorup.


Seneste nyt

fra Nordjylland