Fyrede slagteriarbejdere får overraskende hurtigt job igen

Det bliver meget svært at finde et nyt job. Det var den følelse mange slagteriarbejderne stod med, da de i november blev fyret på Tican i Fjerritslev. Men det er gået helt anderledes. På fredag lukker slagteriet og det er gået over al forventning med at finde nye jobs til de fyrede medarbejdere.

Benny Jensen er lykkelig for at han hver dag skal smøre en madpakke. Ikke fordi han er specielt pjattet med at bladre smør ud på rugbrød. Men madpakken er symbolet på at han har fået et nyt job efter fyringen fra Tican. I 14 dage har han arbejdet på Tulip i Aalborg, hvor han nu laver færdigretter.

- I dag er jeg meget glad for at jeg blev fyret på grund af det nye arbejde jeg har fået. Der er et dejligt arbejdsmiljø på Tulip og vi er blevet taget rigtig godt imod. Fyringen har faktisk været en god ting for mig, siger Benny Jensen fra Langholt.

I november blev 143 slagteriarbejdere fyret her på Tican i Fjerritslev. Siden da har tillidsmanden og fagforbundet NNF hjulpet medarbejderne med at finde nyt arbejde. Det har været en større succes end de selv havde regnet med. Tican lukker på fredag. Over 100 af de 143 slagteriarbejdere har fået nyt job.

- Det er også kommet helt bag på mig, når man tænker på hvordan beskæftigelsessituationen er i Nordjylland, siger tillidsmand på Tican, Johnny Olsen.

En del har ligesom Benny fået job på Tulip i Aalborg. Andre er blevet murer- eller vvslærlinge. Slagteriarbejderne er tilsyneladende populær ufaglært arbejdskraft.

- Jeg tror det er fordi, vi har et godt ry. Vi har altid arbejdet på akkord, og hvis man kan holde til det i 5, 10 eller 30 år, så ved folk også godt at vi vil lave noget, og at vi kan lave noget, siger Benny Jensen.

Efter succesen forventer tillidsmanden nu at også de resterende 40 medarbejdere snart vil få et nyt job. Fra på mandag er Johnny Olsen stort set eneste mand på slagteriet. Indtil juni arbejder han videre med at finde jobs til de fyrede.

Det der i første omgang for Benny Jensen føltes som et los i løgene, blev i stedet forvandlet til et kærligt spark bagi.

- Jeg har været 11 år på Tican og det har været 11 gode år, men jeg kan også godt se at det var rart at komme videre, siger Benny Jensen.

Sidst i januar blev 108 medarbejdere fyret fra kyllingeslagteriet HK Scan i Skovsgaard. Også her arbejder tillidsfolk med at hjælpe folk videre. Indtil nu har 15 af de fyrede fået nyt job. 19 vil blive tilbudt arbejde på HK Scan i Vinderup. Slagteriet i Skovsgaard lukker 31. marts.


Seneste nyt

fra Nordjylland