Fyringer på vej i region Nordjylland

07:15

Foto: Daniel Mikkelsen

1 af 2

Region Nordjylland skal sparre 200 millioner kroner og de forventer fyringer af ansatte i 2016

I Region Nordjylland strammer man budgettet, og det betyder, at de i 2016 skal have færre ansatte i regionen. Regionens økonomi er under pres på grund af stigende medicinudgifter og et fald i statens bloktilskud til Nordjylland.

- Det betyder, at vi står i en meget svær situation, hvor vi skal finde midler til den dyre medicin og andre udgifter inden for vores eksisterende budgetter, siger regionsrådsformand i Region Nordjylland, Ulla Astman.

I alt budgetterer regionen med 165 millioner kroner ekstra til medicin i forhold til 2015. Hertil kommer en række prioriterede områder så som kræft, ventetider, IT og forskning. I alt er der nye og øgede indsatser for i alt cirka 300 millioner kroner.

Finansieringen findes blandt andet ved besparelser på sygehus og administration. Sygehusene skal spare cirka 200 millioner kroner, og administrationen skal spare 22 millioner kroner.

Hovedoverskrifterne for besparelserne er mindre spild, bedre tilrettelæggelse af arbejdet og omlægning til ambulant behandling.

- Men når vi skal finde en så stor besparelse, kan det ikke undgås, at der vil ske personalereduktioner både på sygehusene og i administrationen, siger Ulla Astman.

Regionsrådsformanden vil ikke sætte tal på antal afskedigelser. Det afhænger af lokale prioriteringer og muligheden for at gennemføre personalereduktioner på andre måder end ved afskedigelser.

- Vi kan ikke på nuværende tidspunkt sætte tal på. Men det vil kunne mærkes. Opgaven for ledere og medarbejdere er så at holde fokus på kerneopgaven og på arbejdsmiljøet i en svær tid, siger Ulla Astman.

Budgetforliget for 2016 er indgået mellem Socialdemokraterne, Venstre, Det Konservative Folkeparti, SF, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord