Fyrrum starter brand på gård nær Snedsted

Et fyrrum er tirsdag morgen brudt i brand på en gård nær Snedsted i Thy, men ingen personer er kommet til skade.

En gårdejer på Thy vågnede tirsdag morgen op til en ubehaelig overraskelse. Hele hans bolig var fyldt med røg, efter hans fyrrum var brudt i brand, så han skyndte sig at få ringet 1-1-2. 

Det oplyser indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Thomas Brodersen. 

Gården befinder sig på Vibberstoftsvej nær Snedsted, og alarmen gik klokken 06.20. Klokken 07.15 har brandvæsenet fået slukket ilden og er i gang med at ventilere huset for røg. 

- Fyrrumet er totalt ødelagt efter branden, men ellers er beboelsen okay. Der har været en masse røgspredning i huset, og vi er kun lige gået i gang med at ventilere. Vi er først kommet helt ind i beboelsen her nu, så vi har endnu ikke noget overblik over skaderne, siger Thomas Brodersen. 

Ejeren er en mand, der bor alene, og han er ikke kommet noget til. Indsatslederen oplyser desuden, at der befinder sig seks heste på gården, men de står i en lade væk fra beboelsen og er ikke blevet påvirket af røgen. 

Thomas Brodersen forventer, at beredskabet fortsat vil være på gården den næste halvanden times tid, før de er helt færdige med at ventilere røgen væk.


Seneste nyt

fra Nordjylland