Fyrværkerisalg tjekkes

Foto: TV2/Nord

Nytåret står for døren - og for at mindske risikoen for fyrværkeriulykker tager beredskabsfolk i disse dage på inspektion hos krudtforhandlere.

Fra i dag og de næste fem dage må der affyres nytårskrudt. Beredskabsfolkene er på inspektion hos forhandlerne allerede fra morgenstunden. Alene i Beredskabscenter Aalborgs område skal 67 salgssteder tjekkes.

-Vi skal først og fremmest forhindre, at der opstår brande. Folk skal kunne handle trygt på stederne med salg af fyrværkeri. Vi kender jo alle sammen ulykken fra Seest og forventer ikke, at sådan noget kan ske igen, siger Bent Pedersen, indsatsleder i Beredskabscenter Aalborg.

Beredskabsfolkenes primære fokus er at undgå brande, men der er også et par råd til de lokale fyrværkerimestre.

-Husk sikkerhedsbrillerne. Lad være med at vælge den fuldeste til at stå for affyringen. Og sørg for, at krudtet står på stabilt underlag, lyder det fra indsatslederen.

Også kirurgen er interesseret i, at krudtet bliver placeret og behandlet rigtigt.

-Det er mest håndskader, vi ser, og det ender ofte i delvis amputation af fingrene, hånd eller underarm, siger Jens Trærup, ortopædkirurgisk vagthavende på Sygehus Vendsyssel.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord