Små værksteder fravælges af forsikringsselskaber: - Går ud over bilejerne

Foto: Per Frank Paulsen.

Forsikringsselskaber fravælger i stigende grad små autoværksteder, når kunders biler skal have repareret en skade. Det går ud over både kunder og de små værksteder, siger værkstedernes brancheorganisation.

Gjøl Auto har i gennemsnit ca. tre forsikringsskader om ugen, men står det til Gjensidige Forsikring bliver der færre i fremtiden.

Det bliver bilejerne, der får ulemperne ved fravalget af vores værksteder, for de kommer til at køre noget længere efter en skadesreparation i fremtiden.

Erik S. Rasmussen, direktør i Dansk Bilbrancheråd. 

Forsikringsselskabet har netop opsagt deres aftale med 1.200 værksteder landet over.

- Vi mister da noget arbejde, og det er jo træls. Vi er nødt til at skulle have noget at lave, for ellers kan vi ikke drive virksomhed, siger indehaver af Gjøl Autoværksted, Jess Pedersen, til TV2 Nord.

Dansk Bilbrancheråd, der er de uafhængige værksteders organisation, er i oprør.

De mener, at forsikringsselskaberne forsøger at indføre en slags monopol.

- Vi har i årtier kæmpet for bilejernes frie værkstedvalg, og det her er jo et anslag mod det frie værkstedvalg. Det er bilejeren, der har betalt i dyre domme for sin bil. Det er bilejeren, der betaler forsikringspræmien hver måned, så må det også være bilejeren, der bestemmer hvor en bil skal repareres, fortæller direktør i Dansk Bilbrancheråd, Erik S. Rasmussen.

Fastsat takst

Jess Pedersen fra Gjøl Autoværksted forstår ikke forsikringsselskabernes taktik.

Læs også Nordjyde klar til verdens hårdeste cykelløb

Han mener, at værkstedet både leverer den efterspurgte kvalitet og til den fastsatte pris.

- Vi er bestemt ikke for dyre. Regningerne for forsikringsskader følger en fastsat takst, så det er den, vi holder os til. Forsikringsselskaberne har selv fastsat priserne, så dem har vi ikke haft nogen indflydelse på, siger Jess Pedersen.

Der er 14 kilometer til det nærmeste værksted fra Gjøl Auto.

En tur forsikringsselskaberne vil pålægge deres kunder uden beregning.

Det rammer især bilister, der bor ude på landet.

- Forsikringsselskaberne kan sikkert opnå nogle fordele ved at samle mange forsikringsskader på deres såkaldte fordelsværksteder, og det vil da glæde mig, hvis det betyder, at de sætter priserne på deres forsikringer ned, men det har vi sjældent set. Det bliver bilejerne, der får ulemperne ved fravalget af vores værksteder, for de kommer til at køre noget længere efter en skadesreparation i fremtiden, siger Erik S. Rasmussen.

Tendens

Gjensidige Forsikring er blot det seneste eksempel på et forsikringsselskab, der har opsagt aftalen med Gjøl Auto og deres 1.200 kolleger i Dansk Bilbrancheråd.

Jess Pedersen har set skriften på væggen.

- Det betyder, at vi måske er nødt til at afskedige en mand, og måske mister vi også noget andet arbejde ved, at vores kunder skal køre et andet sted hen, og det er ærgerligt.

Brancheforeningen opfordrer nu bilejerne til at kæmpe for deres ret til selv at vælge det værksted, som de har tillid til, og hvor de i forvejen får lavet deres bil.

- Vores bedste råd til bilejere, der vil have bestemmelsesretten tilbage over deres bil, det er at vælge et forsikringsselskab, der respekterer det frie værkstedvalg, og det er der mange forsikringsselskaber, der heldigvis gør endnu, siger Erik S. Rasmussen.

I nyhederne klokken 19.30 onsdag aften fortæller jurist hos FDM, Michael Ern Nielsen, hvad han mener om, at flere og flere forsikringsselskaber fravælger de mindre autoværksteder. 

02:09

VIDEO: Se hvordan både mindre værksteder og deres sammenslutning ser på udviklingen. 

Luk video

Flere nyheder fra TV2 Nord