Gågade i Hjørring koster 30 millioner

Hjørring skal have en ny gågade. Problemet er bare, at den koster 30 millioner kroner. De penge er politikere fra de tidligere Sindal og Hirtshals kommuner ikke klar til at smide på bordet. Der bliver i forvejen brugt for mange penge på den gamle Hjørring

- Det vil være svært i forhold til mit bagland at stemme for en investering på 30 millioner kroner til en gågade i Hjørring, siger byrådsmedlem Kai Møller (Lokallisten).
Han var også medlem af det tidligere Hirtshals Byråd, og det er baglandet derfra, der har den opfattelse, at de fleste skattekroner bruges i Hjørrings hovedby, Hjørring.
- Som det ser ud nu, så vil omkring 85 procent af vores anlægskroner over de næste tre år gå til det gamle Hjørring. Den fordeling må vi få kigget på, for det er vigtigt at se den nye Hjørring kommune som en helhed, siger Kai Møller.
Jens Broen (Kons.) har gennem flere år siddet i byrådet i den gamle Hjørring Kommune, og han mener, det er tilfældigt, at der lige nu er brug for forholdsvis flere penge i den gamle Hjørring end andre steder i den nye kommune.
- Nu får vi det nye butikscenter Metropol, og det er naturligt, at vi får tingene til at harmonere omkring det. Jeg vil være ked af, hvis vi skal nøjes med en discountløsning på gågaden, siger Jens Broen, som tilføjer, at der naturligvis også vil blive prioriteret penge til for eksempel Hirtshals.
Socialdemokraten Arne Boelt er med i byrådet i Hjørring og tidligere byrådsmedlem i Sindal. Han vil ikke afvise, at han vil stemme for at bruge 30 millioner kroner til en ny gågade i Hjørring. Men han savner en overordnede plan for hele bymidten i Hjørring.
- Det er slet ikke sikkert, det er en gågade, vi skal have. Jeg har været med i byrådet i Hjørring siden 1. januar, og om der er nogen af de gamle politikere, der har lovet en gågade, det kommer ikke mig med. Jeg vil gerne have en overblik over infrastrukturen til og fra byen - og måske er det en omfartsvej, vi skal starte med, siger han.
Den kommende gågade og til- og frakørslen i forbindelse med det kommende butikscenter Metropol bliver tirsdag aften diskuteret på byrådsmødet i Hjørring.
Der lægges op til at frigive 500.000 kroner for i år og 2.4 millioner kroner næste år til gågadeprojektet.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord