TV2 Nord

Galleriejer udsat for kunsttyveri

To malerier blev i nat stjålet fra et galleri i Sæby. Billederne er 112.500 kr. værd.

På mystisk vis lykkedes det i nat nogle kunsttyve at slippe af sted med to malerier fra Claus Brusens galleri i Grønnegade i Sæby.

Malerierne er lavet af den italienske kunstner Bruno Di Mario. De to billeder " Judith" og " La Lampadina" har en samlet værdi af 112.500 kr.

Tyvene kom ind i galleriet via det eneste sted i galleriet, hvor der ikke var nogen alarmsensorer - nemlig i ét rum på bygningens 1. Sal. Her brød de et vindue op og kravlede ned.

- De må have vidst lige præcis hvor sensorerne har været, for de har bevæget sig nøjagtigt udenom dem, siger galleriejer Claus Brusen.

I forbindelse med en udstilling har Claus Brusen flyttet en stor del af malerierne. Derfor var der kun de to billeder i rummet.

- Det var heldigt nok at de andre billeder allerede var flyttet, siger Claus Brusen.

Galleriejeren er sikker på, at tyvene nøje har undersøgt forholdene på forhånd.

- De må have været i galleriet tidliegre, spår Claus Brusen.

De to malerier er forholdsvis store, så tyvene må have bakset noget med dem, for at få dem ud igennem vinduet på 1. Sal. Billederne er henholdsvis 100x70 og 60x80cm store.

Ifølge Claus Brusen vil billederne da heller ikke være letomsættelige for kunsttyvene.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord