Gallerierne gør sig påskeklar

Om knap en uge er det påske, og det betyder travlhed i de nordjyske gallerier. Alt skal være klar inden dørene slås op til de traditionelle påskeudstillinger.

De små hamre slår stifter i væggene i lange baner inden malerierne kan hænges op.

-Påskeudstillingen betyder rigtig meget for os. Det er den tid på året hvor vi har absolut flest gæster. Der er en stor tradition i Jylland for at folk kører ud til påskeudstillinger i hele Danmark, siger galleriejer Anne Mette Middelboe fra Galleri Lien i slettestrand til TV2/NORD.

Galleri Munken byder bl.a. på den spanske kunstner Came Aliaga, som er inspireret af flyvningens barndom, mens Galleri Klim byder på en buket af danske kunstnere. Påsken er den tid på året hvor der er allerflest besøgende i gallerierne, og hvor hr. og fru Danmark køber mest kunst.

-Man har tid til at snakke om tingene. Det giver jo en frihed, så begge parter kan komme ud og kigge på hvad man har lyst til at få på sin væg, siger galleriejer Jane Mikolajewicz fra Galleri Munken ved Løkken til TV2/NORD.

Både galleri Munken og Galleri Lien åbner påskesøndag.


Seneste nyt

fra Nordjylland