Gammeldaws barbering og whisky

Artistic Gentlemen i Aalborg bød lørdag på gammeldags barbering og lidt godt at skylle efter med.

Det var nærmest kun lyden af Frank Sinatra eller 30'er-swing, der manglede, da frisørsalonen Artistic Gentlemen i Aalborg bød byens herrer indenfor til en barbering med ragekniv og barberskum, alt imens man kunne nyde et glas whisky eller cognac.

- Det er for at skabe et frirum, hvor mænd bare kan være mænd og nyde en gammeldags barbering - ligesom i gamle dage, fortæller Lotte Poulsen, indehaver af Artistic Gentlemen.

En af de herrer, som lørdag fandt vej til salonen, er 77-årige Bent Søndergaard. Udover at blive barberet efter alle kunstens regler, kunne han også betragte frugten af sit arbejde. Han er nemlig pensioneret frisørmester med over 50 års erfaring i branchen og har hjulpet til, da pigerne i salonen skulle lære, hvordan man svinger barberkniven rigtigt.

- Det er svært og derfor er jeg så imponeret over, at pigerne har kunnet lære det på så kort tid. For det er ikke bare lige at svinge sådan en kniv, fortæller Bent Søndergaard.

Udover oplevelsen af at blive barberet som i gamle dage, kunne alle herrer, der besøgte salonen lørdag, også nøjes med at betale prisen for en barbering efter prislisten - fra 1930'erne.

- I dag koster det 25 øre. Men det bliver ikke prisen fremover, fortæller Lotte Poulsen, der sammen med kollegerne i Artistic Gentlemen bruger barberingseventen til at sætte fokus på et gammelt håndværk, som ellers let kan forsvinde i historiebøgerne:

- Vi vil simpelthen gerne holde i liv i det, fordi det ER et gedigent håndværk, fortæller Line Boe, der er frisørassistent i salonen på niende år.

Og hvis nogen skulle være i tvivl, er Bent Søndergaard ikke bleg for at slå fast, hvilken type barbering, der også i år 2012 er den bedste:

- En gammeldags barbering! Det er altså nummer 1!

Salonen vender tilbage til "normale" 2012-priser fra på mandag.


Seneste nyt

fra Nordjylland