Gang i børnenes vinterferie

For nogle betyder vinterferie hjemlig hygge og afslapning på sofaen. Men sådan er det ikke for en stor mængde af de nordjyske børn.

I Aars kom der i dag ekstra tryk på vinterferien - Messecenter Vesthimmerland åbnede dørene til Nordjyllands største hoppe-legeland, hvor et hav af forventningsfulde børn var mødt op. I hallerne stod store hoppeborge, klatrebjerge og rutsjebaner klar.

Mens børnene hoppede rundt, kunne forældrene slappe af med blade og popcorn.

Og efter en dag med gang i den er det da også lidt nemmere at få børnene i seng, selvom der er ferie.

- Når vi kommer hjem, så er min søn meget træt. Så skal der findes noget aftensmad frem, for så sover han hurtigt, siger Pia Brandt Jensen, der er med sin femårige søn Rasmus i hoppeland.

Festlighederne fortsætter igen i morgen, hvor hoppeglade børn igen kan boltre sig.

Også i Gigantium var der gang i den. Her var der nemlig håndboldskole, hvor også herrerne fra Aalborg Håndbold kom forbi for at deltage i træningen. Og det var populært blandt de unge mennesker, der fik mulighed for at møde deres store idoler.

- Jeg sad ved siden af Håvard Tveten, og så spurgte jeg ham, om han ville have min autograf, siger en tydeligt imponeret Filip Hartman.

For en af drengene var det helt store idol Marcus Mørk. Tidligere på dagen fik han en high-five af håndboldspilleren.

- Det var helt vildt, siger Mikkel Ladefoged.

I morgen spiller Aalborg Håndbold, og der skal alle børnene fra håndboldskolen naturligvis ind og heppe på idolerne.


Seneste nyt

fra Nordjylland