Gang i danseskoene i Frederikshavn

Frederikshavns gader fyldes i disse dage med dans og musik. Landsstævnet for folkedansere blev i dag sat i gang med en svingom ved en festlig åbningsceremoni.

I Frederikshavn kan man hele ugen støde på en masse glade folkedansere, der fester løs i flotte dragter. Faktisk er hele 1000 dansere, frivillige og spillemænd mødt op - og på Fisketorvet var mange kommet for at se på, da festlighederne blev sat i gang.

- Det er rigtig flot. Rigtig flot. Vi er ligesom alle andre sportsfolk - vi vil gerne vise, hvad vi kan. Så det er rigtig godt, at der er kommet mange, siger Ture Andersen, der er frivillig. Han har arbejdet i et år på at få stævnet op at stå.

For folkedanserne er dansen ikke bare en hobby - det er en livsstil. Og denne uge har været længe ventet.

- Det er klart, at det betyder noget. Man hilser på nogen, man ikke har set det sidste år. Der er masser af socialt samvær, og man hygger sig og har det rigtig godt, siger Lotte Gjølager fra Vodskov.

Leif Christiansen, der også er frivillig, er enig med Lotte Gjølager.

- Når musikken er der, kan man ikke være sur. Så det er klart, det betyder utroligt meget, siger han.

Folkedanserne bor på herregården Knivholt, der nærmest er blevet en hel camping- og teltby. I løbet af ugen er der workshops, udflugter, legestue og ikke mindst dans - masser af dans.

En af dem, der skal spille til festlighederne, er Ingolf Ryom Nielsen.

- Når jeg har harmonikaen på, så lever jeg, siger han.


Seneste nyt

fra Nordjylland