Gård delvist udbrændt i storbrand

En gård vest for Hjørring er delvist udbrændt efter en storbrand, som brød ud tirsdag middag. En flok gæs er i fare.

Et værksted og en bygning med et halmloft er udbrændt, mens der er sket mindre skader i enden af en maskinhal efter en større gårdbrand tirsdag middag på Møllebakkevej 272 ved Lønstrup vest for Hjørring.

Ingen mennesker kom til skade ved branden, hvor en flok gæs fortsat er i fare.

- Der er nogle gæs, som er fanget i en bygning, vi endnu ikke kan komme ind i. Røgudviklingen ser ikke så voldsom ud i bygningen, så vi håber, at de har det godt, siger indsatsleder Jesper Ludvigsen fra Beredskabscenter Hjørring.

Meldingen om branden kom klokken 11.37, og det tog et stykke tid, før brandfolkene var fremme og havde kontrol over branden. Ekstra mandskab blev tilkaldt, og i alt var 10 brandkøretøjer involveret i slukningsarbejdet.

Branden er formentlig brudt ud i gårdens værksted, og herfra har den spredt sig til halmloftet og maskinhallen. Årsagen til branden er endnu ukendt.


Seneste nyt

fra Nordjylland