Genbrug og genanvendelse skal bevare Jordens ressourcer

Klodens ressourcer er ikke endeløse, og der er fare for i fremtiden at jordkloden løber tør for ressourcer. Det har flere nordjyder valgt at gøre noget ved.

Jordklodens befolkning bruger mere, end hvad kloden kan nå at producere. Derfor kan genbrug og genanvendelse fremover bliver en afgørende del af hverdagen.

- Man kan se jorden lidt som et rumskib. Det er et lukket system, så der er kun de ressourcer der er. Jo flere mennesker vi bliver jo større vores forbrug bliver, des flere ressourcer trækker vi fra jorden, og des større bliver behovet for, at vi får dem tilbage i kredsløb igen, fortæller Kristina Zacho, der er ved tage sin erhvervs-PhD i cirkulær økonomi på AVV i Hjørring.

På AVV i Hjørring gør de en dyd ud af at genbruge og genanvende så meget af alt det, de får indleveret fra genbrugspladser og affaldspladser.

- Det er sådan, at vi får leveret 200 tons tekstiler om året. De 100 tons sælger vi igen ude i vores genbrugsbutik, og de resterende 100 tons, dem plukker vi i og laver til værkstedsklude.

En anden, der har fundet en fed fidus ved at genanvende, er Jørgen Rasmussen fra Støvring. For mere end 20 år siden opfandt han en maskine, der kan sortere jern og metal fra slagge. Slagge er det materiale, der er tilbage efter affaldsbrændinger.

Ud af restproduktet fra affaldsbrændingerne består cirka 8 procent af jern og metaller, som Jørgen Rasmussen kan genanvende.

- Det bliver omsmeltet til andre vare indenfor aluminium, kobber og messing, fortæller Jørgen Rasmussen.

De resterende 92 procent af slaggen kan herefter bruges som erstatning for stabilgrus i landbrugsbyggerier og veje.

Selvom genanvendelse, genbrug og forlængelse af ressourcernes er et skridt på vejen, så er der én ting, der er endnu bedre.

- Det allerbedste er at forebygge overhovedet at lave noget affald. Så det handler jo om at spise op, gemme sine rester og undgå affald, der hvor man kan, fortæller Kristina Zacho. 


Seneste nyt

fra Nordjylland