TV2 Nord

Giftig røg fra brand på Logstor

Foto: Per Frank Paulsen

Nordjyllands Politi advarer mod giftig røg i forbindelse med en fabriksbrand på Logstor i Løgstør. Personer, der befinder sig i nordøstlig retning for brandstedet på Sjællandsvej bør søge inden døre.

Branden der begyndte 13.30 er opstået i en bygning, hvor isoleringsmaterialet fra rør med fejl bliver genanvendt, oplyser kommunikationsdirektør Kurt Weis til TV2/Nord.

Maskinen, der genanvender og adskiller materialerne er brudt i brand. Ilden har bredt sig til skum fra rørerne. Det udvikler en røg, som kan være meget giftig.

- Heldigvis blæser vinden røgen mod nordøst over tyndt befolket område, men alle bør alligevel lukke døre, vinduer og ventilationsanlæg, siger Frank Liltorp, Vagtchef, Nordjyllands Politi

Hvis man alligevel har været inde i røgen, så skal man søge læge, hvis man får voldsomme hosteanfald eller andre ubehag, oplyser politiet.

- Branden er nu under kontrol, der er kun efterslukning tilbage, siger indsatsleder Finn Madsen, Vesthimmerlands Kommune.

Beredskabet havde hidkaldt tre slukningstog blandt andet fra Aars og Fjerritslev. Nu er det det frivillige beredskab Løgstør, som har overtaget efterslukningsarbejdet.

Har du et godt tip?