Gik fuld gennem tunnel

En 22-årig mand fra Vrå satte ved 2-tiden i nat gang i det store politiarbejde, da han fik den ide, at han ville gå en tur på motorvejen gennem Limfjordstunnellen.

Manden, der var tydeligt påvirket af alkohol, gik gennem vestrøret på vej sydpå, da en bilist så ham og straks kontaktede politiet.

Politiet fik med det samme lukket to vognbaner i tunnellen og satte hastighedsbegrænsningen ned af hensyn til mandens sikkerhed.

På sin ulovlige gå-tur gennem tunnellen åbnede den 22-årige mand flere nødskabe.

Politiet samlede den berusede mand op i tunnellen, og han nægtede at fortælle sit navn overfor ordensmagten.

Men det drejer sig om en 22-årig mand fra Vrå.

Han blev anholdt og sat i detentionen, og når han mandag morgen vågner fra sin rus, kan han se frem til flere sigtelser. Det er nemlig i strid med færdelsloven at gå på motorvejen, det er ulovligt ikke at ville fortælle sit navn til politiet, og endelig bliver han sigtet for overtrædelse ordensbekendtgørelsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland