Gitte er desperat: Tilbyder 10.000 i dusør for at få Andy hjem

Foto: Privat

Gitte Vilhelmsen fra Horsens mistede for godt en uge siden sin hund Andy, da hun var på campingferie på Mors. Hun er overbevist om, han er blevet taget.

Gitte Vilhelmsen fra Horsens var for nylig på campingferie på Sallingsund Camping på Mors.

Med sig havde hun sin mand Ole og deres hund Andy. Andy er af racen skotsk terrier, som de fleste kender fra dagligvarebutikken Netto, og skal man have en hvalp med stamtavle, koster den omkring 10.000 kroner.

Da Gitte og Ole Vilhelmsen efter en god ferie pakkede forteltet sammen og pakkede bilen, var Andy blevet sat i den indhegning, der sidder i forbindelse med campingvognen. Men da Ole skulle sætte ham ind i bilen, var han væk.

- Jeg kalder på ham på alle de måder, jeg ved han reagerer på, men han kommer ikke og det går til sidst op for mig, at han nok er blevet taget, siger Gitte. Sidste gang parret ser Andy er den 17. juni.

Gennem Facebook, Radio Limfjord i Nykøbing Mors og personer fra nærområdet har Gitte og Ole efterlyst og eftersøgt Andy, men uden held.

Nu er der gået over en uge, og Gittes seneste forsøg på at få Andy hjem er at tilbyde 10.000 kroner til den person, der får Andy hjem.

- Jeg tror, de har taget ham, for at sælge ham, men de kan ikke sælge en skotsk terrier uden papirer for mere end 3000 kroner, så det her er da et væsentligt bedre tilbud, siger Gitte Vilhelmsen.

- Han er ikke 10.000 kroner værd for andre end mig, siger hun videre.

Har du et godt tip?