Gjøl-trolde i betalingsstandsning

De verdensberømte Gjøl-trolde er i problemer. Firmaet bag, Dam Troll Company, er nemlig gået i betalingsstandsning.

Troll Company Aps, der producere Gjøl-troldene, er gået i betalingsstandsning. Det bekræftede  direktør Calle Østergaard, overfor TV2/Nord. Calle Østergaard er ikke længere hovedansvarlig for firmaet, og han må derfor ikke udtale sig yderligere i sagen.

Den verdensberømte trold blev skabt af træskærer Thomas Dam tilbage i 1958. Fra starten af 60'erne blev den lille trold så populær, at familien Dam måtte bygge en fabrik på Gjøl og starte en systematiseret produktion af trolden. 

I sommeren 2010 var der stor glæde at spore, da det kom frem, at Gjøl-troldene ville gå filmens vej. DreamWorks, der står bag film som Shrek og Kung Fu Panda, planlagde således at lave en film om troldene, men nu befinder Dam Troll Company sig altså i en langt mindre gunstig situation.

Det er advokat Per Mogensen fra Advokathus Nord, der er kurator for virksomheden. Han har dog tavshedspligt i sagen, og det er altså endnu ikke muligt at finde svar på, om firmaet ender med at gå konkurs, eller om det kommer på fode igen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord