Glad Karsten Lauritzen bliver i Skatteministeriet

00:28

Karsten Lauritzen fortsætter på posten som Skatteminister og bliver samtidig medlem af Regeringens Økonomiudvalg.

Skatteminister Karsten Lauritzen beholder, som den ene af tre ministre, sit ressortområde, under den nye regering og får således mulighed for at fortsætte det arbejde med at rydde op i Skat, som han satte igang for knap halvandet år siden, da han som nyvalgt minister trådte ind ad døren i Skatteministeriet.

- Det er jeg glad for, for nu har jeg lige vænnet mig til at være i Skatteministeriet, siger Karsten Lauritzen.

Han bliver en af i alt 22 ministre i den nye såkaldte trekløverregering bestående af Venstre, Liberal Alliance og Konservative og får samtidig en plads i to af de centrale regeringsudvalg: Økonomiudvalget og Regeringens EU-implementeringsudvalg.

En af Karsten Lauritzens første gerninger som skatteminister var at skrotte det meget udskældte EFI-system, der skulle stå for automatisk inddrivelse af gæld til det offentlige. Et system, der langt fra fungerede efter hensigten, og som ministeren skrottede af hensyn til danskernes retssikkerhed. Siden har Skat kommet i flere store problemer, og blandt andet en sag om svindel med aktieudbytteskat for et miliardbeløb. Begge problemer er langt fra løst, og det glæder derfor ministeren, at han kan fortsætte sit arbejde med at få ryddet op.

- De problemer, jeg har været igang med at løse det sidste halvandet år, de er desværre ikke i mål med at blive løst, så jeg er glad for at jeg får mulighed for at tage nogle yderligere skridt i den retning.

Ministeren selv tolker statsministerens fortsatte valg af ham som skatteminister som en tillidserklæring.

 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord