Glad for tvillingestøtte

I Frederikshavn savner forældre til tvillinger hjælp fra kommunen. I Brønderslev eksisterer sådan en ordning allerede og det betyder seks timers gratis hjælp om ugen.

Tvillingerne Søren og Mads fra Dronninglund er fem måneder gamle. I tre måneder har deres mor Karina Kirk fået hjælp til alt det praktiske af flexjobber Lisbeth som kommer to gange om ugen.

- Det har været en stor hjælp at hun kommer og hjælper med drengene om morgenen og får vores datter afsted. Jeg får mere tid sammen med mine børn, når hun kan hjælpe med de praktiske ting, siger Karina Kirk til TV2/Nord.

- Jeg kan hjælpe med at gøre hverdagen lidt lettere for dem. Små ting som at fylde opvaskemaskinen betyder rigtig meget, siger Lisbeth Barchow.

I Brønderslev Kommune er der tre flexjobbere i Sundhedsplejen som hjælper kommunens småbørnsfamilier. Hver familie kan få hjælp seks timer om ugen i en periode på tre måneder.

Karina Kirk og hendes mand har både tvillinger og en tre-årig datter - for bare få måneder siden sov den nordjyske tvillingemor kun eén time om natten. Hun kan godt forstå at det kan være svært at klare sig uden den ekstra hjælp fra kommunen.

- Det må være enormt hårdt og især hvis man ikke har bedsteforældre i nærheden. Der er jo nogle der bor helt afskåret fra hjælp. Og så tror jeg det kan være svært at få det til at hænge sammen, siger hun.


Seneste nyt

fra Nordjylland