God løn og jobgaranti: ”Usynlig” profession fejrer 250 års jubilæum

Landinspektørerne fejrede fredag 250 års jubilæum. Her viste de studerende på uddannelsen blandt andet, at jobbet som landinspektør er mere end bare opmåling og at lave landkort.

Avanceret GPS-udstyr, en teknologisk sandkasse og droner er bare nogle af de ting, en landinspektør har mulighed for at arbejde med. I Aalborg blev udstyret vist frem, da landinspektørprofessionens 250 års jubilæum blev fejret.

Og der er brug for at fortælle de gode historier om jobbet som landinspektør – historierne om en startløn på over 35.000 kroner og en ledighed på under en procent. I mange år har Aalborg Universitet nemlig haft problemer med at lokke studerende til.

- Vi har haft nogle kriseår, hvor vi har været nede på 25-30 studerende, og det er absolut i underkanten, siger Torben Juulsager, der er formand for Den Danske Landinspektørforening.

Han mener, at problemet med at tiltrække studerende er et udtryk for, at det går godt med infrastrukturen i Danmark.

- Det er først, når der eksempelvis ikke kommer vand ud af vandhanen, at man opdager, at der er et problem. Vores område kører rigtig godt, og det er derfor, vi er lidt usynlige, siger Torben Juulsager.

Foreningen har gennem de seneste år kørt en massiv brandingkampagne. Det ser ud til, at det har virket – i år begynder 70 nye studerende på landinspektørvidenskab.

Ifølge ministeren på området er der netop behov for endnu mere opmærksomhed omkring professionen, som er en kombination af design, matematik, teknologi og jura.

- Det er jo sådan lidt noget usynligt arbejde, men det er usynligt arbejde, som er umådeligt vigtigt for vores samfund. Der handler det om at få det synliggjort mere, siger Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt fra Venstre.


Seneste nyt

fra Nordjylland