Godt nyt for slædehunde: Minister giver skovkørsel grønt lys

Foto: Jens Kranen Photography

Efter tidligere uklarhed om reglerne for slædehundekørsel i de danske statsskove har transportministeren nu givet tilladelse til køre igen.

Det blev betegnet som intet mindre end en katastrofe, da Naturstyrelsen fra 1. oktober forbød al kørsel med hundetrukne vogne i skovområder.

Det var noget, slædehundeejere ellers havde fået lov til i mange år, fordi loven var uklar på området, men fra den ene dag til den anden så det ud til at være slut med slædehundetræning på offentlige skovveje.

Læs også Slædehunde-kører: - En katastrofe

Lige indtil i dag, onsdag, hvor transportminister Ole Birk Olesen (LA) har set reglerne igennem og har givet tilladelse til, at hundetrukne vogne alligevel må køre på færdselslovens område. Han opfordrer nu i en pressemeddelelse til, at slædehundeejere træner deres hunde som hidtil - med mindre eksempelvis Naturstyrelsen har fastsat andre vilkår for kørsel.

-  Kørsel med hundetrukne vogne er en sund og givende fritidsinteresse og sport, som skal være tilladt i Danmark. Og efter jeg har kigget på sagen, kan jeg konstatere, at det faktisk er lovligt på færdselslovens område. Samtidig har jeg noteret mig, at branchen har udtrykt et ønske om, at området bliver reguleret, så der ikke længere er tvivl om reglerne, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

- Da der ikke skal herske nogen tvivl om, hvor det er lovligt og trafiksikkerhedsmæssigt forsvarligt at køre henne, har jeg bedt Færdselsstyrelsen om at gå i dialog med branchen for at nå frem til en vurdering af, hvordan området kan reguleres, tilføjer ministeren.

Bekendtgørelse i 2019

For at sikre klarhed om reglerne vil transportministeren senere og med hjælp fra Færdselsstyrelsen udsende en bekendtgørelse, som skal sikre, at kørslen i skovene kan fortsætte på en forsvarlig måde.

Bekendtgørelsen, der forventes at træde i kraft 1. januar 2019, skal blandt andet fastsætte regler for, hvor kørslen med de hundetrukne vogne kan finde sted samt eventuelle køretøjstekniske krav til selve hundevognen.

Færdselslovens regler begrænser dog ikke lodsejerens mulighed for at regulere kørslen med hundevogne yderligere. I statens skove vil Naturstyrelsen fortsat have mulighed for at regulere kørslen med hundevogne i skoven yderligere.

00:39

Det skal fortsat være muligt at køre med slædehunde i de nordjyske skove. Sådan lyder det nu fra  - sådan lyder det nu fra transportminister Ole Birk Olesen

Luk video

Flere nyheder fra TV2 Nord