Godt nyt til ferietrængende: 2018 byder på flere fridage

Helligdagene falder i år helt perfekt for lønmodtagere. Der bliver nemlig høstet tre ekstra fridage hjem i 2018 sammenlignet med sidste år.

Har januar været lidt for grå og kedelig? Så kan denne nyhed måske få humøret op. 

I 2018 er der tre ekstra fridage at finde i kalenderen. 

De første fridage i år er påsken. Den giver fem fridage som den plejer, men ligger allerede 29. marts til 2. april, så der er ikke længe til, at flybilletten skal i hus, hvis man vil nå en kort ferie til de varme himmelstrøg. 

Men den første ekstra fridag i år er Grundlovsdag den 5. juni. Sidste år faldt den på 2. pinsedag, der jo allerede er en helligdag, men i år ligger den forskudt og giver altså årets første ekstra fridag.

I efteråret finder man ikke nogen fridage, men når det kommer til julen, bliver det rigtig godt for lønmodtagerne. 

I 2017 var det arbejdsgivernes jul, hvor juleaften faldt en søndag. Sådan ser det ikke ud i år. Den 24. december ligger på en mandag, og det ender med at give fem fridage i træk. 

- Det betyder jo, at jeg skal bruge færre feriedage, hvis jeg vil holde fri mellem jul og nytår, siger lønmodtager Jesper Hansen, der er sagsbehandler i Plan og Miljø hos Jammerbugt Kommune. 


Seneste nyt

fra Nordjylland